Mulighed for – anonymt – at aflevere våben til politiet uden at blive sigtet for ulovlig våbenbesiddelse eller overtrædelse af våbenloven.
Politiet har meddelt, at man i hele november 2024 kan aflevere våben til politiet uden at blive sigtet for ulovlig våbenbesiddelse eller overtrædelsen af våbenloven. På politiets hjemmeside kan man læse hvilke politistationer, som tager imod våben, da det ikke er på alle politistationer man kan indlevere våben.
Hvis man ønsker at indlevere farligere våben, såsom håndgranater eller andre eksplosiver, skal man ringe 114. Dette vil også være omfattet af det frie lejde.
Politiet oplyser at formålet med frit lejde-aktionen er at mindske mængden af alle slags ulovlige våben i samfundet, heriblandt skydevåben, knive, stikvåben, slagvåben, sabler, sværd, kastestjerner, totenschlægere, tåregas, peberspray, ammunition, eksplosiver og sprængstoffer.
Våben skal transporteres sikkert og forsvarligt pakket ind. Skydevåben skal være afladt, og alle våben bør være indpakket, så det ikke er tydeligt, hvad du bærer rundt på.
Hvis man bliver standset med et ulovligt våben på sig, og man godtgør at være på vej til et indleveringssted for at aflevere våbnet, bliver der ikke rejst tiltale mod vedkommende for ulovlig våbenbesiddelse.
Hvad er ikke omfattet af ”frit lejde” ordningen i november 2024?
Hvis man er i besiddelse af et uregistreret våben og ønsker dette registeret er dette ikke en del af frit lejde-aktionen.
Det vil altid bero på en konkret vurdering af sagens omstændigheder, om du kan få tilladelse til besiddelse af våbnet. Hvis du har haft våbnet liggende i længere tid, kan du dog risikere at blive sigtet og tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse.
Glatløbet haglvåben erhvervet efter den 10. februar 2000 skal inden 8 dage fra erhvervelsen anmeldes herom til politiet. Har man glemte registreringen, er dette en overtrædelse af Våbenlovens § 10, stk. 1
Overtrædelse af våbenlovens forbud mod besiddelse af skydevåben mv. straffes efter våbenlovens § 10, stk. 1, med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år. I de tilfælde, hvor der ikke foreligger skærpende omstændigheder ved besiddelse af skydevåben, er udgangspunktet en bøde på 4.000 kr., samt risiko for at jagttegnet kan inddrages.
Hvis man er i besiddelse af et glatløbet haglvåben, som ikke er registeret, skal opfordringen herfra være, at dette indleveres til politiet inden udløb af november 2024.
Man kan læse mere på følgende på politiets hjemmeside: www.politi.dk/fritlejde