En ny dom viser, at der skal forholdsvis meget til, før man krænker andres immaterielle rettigheder, når det gælder tøj og sko. Med en designbeskyttelse kan du være bedre stillet.
Højesteret tog for nylig stilling til, om et selskab havde krænket et andet selskabs immaterielle rettigheder i forbindelse med produktionen af en gummistøvlemodel.
Tøj, herunder sko, kan nyde beskyttelse efter ophavsretsloven
I dommen slog Højesteret fast, at et tøjstykke, herunder også sko, kan have et sådant særligt særpræg og et karakteristisk æstetisk udseende, at det kan nyde beskyttelse efter ophavsretsloven.
I den konkrete sag blev det imidlertid vurderet, at gummistøvlerne ikke havde et sådan særpræg, at de nød ophavsretlig beskyttelse.
– Dommen, der i øvrigt er i overensstemmelse med andre lignende afgørelser, viser, at der skal rigtig meget til, før tøj og sko nyder beskyttelse efter ophavsretten, men det er værd at bemærke, at muligheden er til stede, siger advokat Malene Buch Andersen.
Derudover fastslog dommen, at selvom der ikke er ophavsretlig beskyttelse af den pågældende gummistøvle, er den stadig beskyttet i henhold til markedsføringsloven, hvorfor der ikke må laves eksakte efterligninger.
I den konkrete sag adskilte modpartens gummistøvle sig imidlertid så meget, at den ikke krænkede selskabets rettigheder efter markedsføringsloven heller. Dette selvom de to støvler udefra lignende hinanden forholdsvis meget.
Sørg for at vælge den rette form for designbeskyttelse
– Dommen synes grundlæggende at belyse, at der skal forholdsvis meget til, herunder en meget tydelig efterligning, for at man krænker andres immaterielle rettigheder, når vi taler om tøjmodeller og sko, siger advokat Malene Buch Andersen og tilføjer
– Hvis man som producent vil forsøge at sikre sig bedre, kan man med fordel søge designbeskyttelse på designet. I så fald vil man ved siden af ophavsretsloven og markedsføringsloven, have en designbeskyttelse på selve udseendet og udformningen af produktet. Dog kræves der også her, at der er tale om et design, der har individuel karakter og at helhedsindtrykket adskiller sig klart fra andres kendte produkters udformninger.
Inden for tøjbranchen vil det ikke altid være hensigtsmæssigt at søge en designbeskyttelse, idet der hurtigt sker udskiftning af designs og tøjdesign sjældent har en lang levetid.
– For designs som forventes at være basisdesigns og gå igen hos en tøjproducent, kan det imidlertid være en god ide. For de mere kortvarige designs findes der i EU en beskyttelse for såkaldte uregistrerede EU-designs, som gælder i op til 3 år fra den dato, hvor designet er offentliggjort første gang. Der er således flere muligheder for beskyttelse, og det vigtigste er, at man forholder sig til, hvilket beskyttelsesbehov ens eget produkt har, forklarer Malene Buch Andersen.
Har du behov for rådgivning om designbeskyttelse eller generel rådgivning omkring immateriel beskyttelse?
Hvis du har behov for rådgivning om, hvordan du bedst beskytter dit design, er du velkommen til at kontakte os for en uforpligtende drøftelse af, hvordan vi kan hjælpe dig.