Sådan fungerer 30% løsningen

30 %-løsningen: Støt velgørenhed og gør dine arvingers del af arven større

Det lyder næppe logisk, men med 30 %-løsningen har du mulighed for at betænke en velgørende organisation og samtidig sikre, at dine arvingers del af arven bliver større. Signe Brodtkorb fra Penta Advokater forklarer her hvordan.

Hvis du har et ønske om at optimere arven til dine arvinger og samtidig gerne vil betænke en velgørende organisation, er det værd at undersøge, om 30 %-løsningen kan være en mulighed i dit tilfælde.

Sådan fungerer 30 %-løsningen

Med 30 %-løsningen vælger du at betænke en velgørende organisation med (typisk) 30 % af din formue under forudsætning af, at organisationen betaler den samlede bo- og tillægsboafgift for de øvrige arvinger. De øvrige arvinger vil således arve 70 % af arven uden at skulle betale afgift af arven.

Det efterlader umiddelbart to spørgsmål:

  • Hvorfor vil den velgørende organisation gå med til at betale arvingernes boafgift?
  • Hvordan kan 70 % af arven være bedre end 100 %?

– Svaret på det første spørgsmål skal findes i, at en del velgørende organisationer selv er fritaget for afgift, siger advokat Signe Brodtkorb fra Penta Advokater og fortsætter

– For så vidt angår det andet spørgsmål, er det ikke helt så simpelt. Der er nemlig forskel på afgiftens størrelse, alt efter hvilken arveklasse arvingen tilhører. Arv til ægtefæller udløser ikke afgift, arv til børn og børnebørn udløser en boafgift på 15 %, hvorimod arv til andre – eksempelvis søskende, niecer/nevøer, venner osv. – udløser boafgift på 15 % plus en tillægsboafgift på 25 %, hvilket giver 36,25 % i afgift af den dyreste krone.

Hvor attraktiv løsningen er, afhænger altså af, hvilken arveklasse arvingerne tilhører.

Eksempel på 30 %-løsningen

30 %-løsningen er umiddelbart mest relevant for enlige eller par uden børn, da de ofte vil efterlade deres formue til arvinger, der skal betale den høje afgift, for eksempel nevøer og niecer.

Eksemplerne herunder illustrerer, hvordan løsningen fungerer, hvis du eksempelvis er enlig og ønsker at optimere arven til dine arvinger.

Eksempel 1: Din nevø skal arve det hele

 

 

Du har en formue på 1 million kr.

Din nevø arver 100 %, altså 1 million kr.

Ud af arven på 1 million kr. skal der betales 327.760 kr. i afgift.

Din nevø vil derfor få udbetalt 672.240 kr. i arv.

Eksempel 2: Din nevø arver 70 % og en velgørende organisation arver 30 % (og betaler bo- og tillægsboafgift)

 

Du har en formue på 1 million kr.

Din nevø arver 70 %, altså 700.000 kr.

Organisationen arver 30 %, altså 300.000 kr. men skal betale bo- og tillægsboafgiften for arven til din nevø.

Afgiften udgør 219.010 kr. da afgiften beregnes af de 700.000 kr. og ikke af 1.000.000 kr. som i eksemplet ovenfor.

Organisationen får derfor udbetalt 80.990 kr.

Din nevø får udbetalt alle 700.000 kr., da organisationen betaler afgiften for ham.

Ved at lade den velgørende organisation arve 30 % mod at betale bo- og tillægsboafgiften, får din nevø en større arv udbetalt, og samtidig støtter du en velgørende organisation. I dette tilfælde er der altså tale om win-win situation for alle parter.

Har du spørgsmål til oprettelse af et testamente?

Hvis du har spørgsmål til oprettelse af et testamente eller ønsker at få en tid til en samtale med en advokat med henblik på at få oprettet et testamente, er du velkommen til at kontakte os.

Vil du vide mere?

Testamente

Konsekvenser ved et COLA-forhold

Mange vælger et forhold, hvor de bor hver for sig, også kaldet for COLA-forhold. Der kan der være mange grunde til, at man vælger at være i et forhold og samtidig bo hver for sig, men valget har også nogle konsekvenser, som man skal være bevidst om.