Køb af hus på tvangsauktion adskiller sig væsentligt fra køb af hus på det almindelige boligmarked. Det er derfor vigtigt, at du ved, hvad du skal være opmærksom på, inden du overvejer at købe på tvangsauktion.
Når du køber bolig på det almindelige boligmarked, har du mulighed for at gennemgå tilstandsrapport og elrapport forud for købet, ligesom du typisk vil have mulighed for at besigtige boligen flere gange, inden du beslutter dig for at købe. Du kan købe med advokatforbehold, hvis der er forhold, du ønsker ekstra tid til at afklare, og du kan tegne en ejerskifteforsikring, der dækker skader, der måtte opstå efter købet. Sådan er det ikke, når du køber hus på tvangsauktion.
Sådan adskiller køb på tvangsauktion sig fra et almindeligt huskøb
Uagtet at forholdene omkring køb af hus på tvangsauktion adskiller sig fra et ”normalt huskøb”, er det i en del tilfælde muligt at gøre en god handel ved at købe på tvangsauktion. Det kræver dog, at du ved, hvordan det fungerer, eller du allierer dig med nogen, som har et indgående kendskab til regler og procedurer ved køb på tvangsauktion.
Advokat Niels Aamann lister her 9 punkter, som du skal være opmærksom på, hvis du overvejer at købe bolig på tvangsauktion.
- Ofte har du kun mulighed for at besigtige boligen én gang inden auktionen og typisk kun en halv time, der er fastsat af den advokat, der har ejendommen til salg
- Sælger er sjældent interesseret i salget og hjælper derfor sjældent med oplysninger om ejendommens stand – i modsætning til en almindelig ejendomshandel hvor sælger er forpligtet til dette, da det er en del af tilstandsrapporten
- En auktionssalgsopstilling indeholder typisk langt flere oplysninger end en salgsopstilling hos en mægler. Forskellen er imidlertid, at du selv skal håndtere de fakta, du får. Eventuelle spørgsmål vil du normalt først få lejlighed til at få uddybet på selve auktionsdagen
- Auktionssalgsopstillingen omfatter normalt ikke et energimærke, en tilstandsrapport eller en elrapport, som foreskrevet i lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom. Det vil sige de særlige rapporter, der skal hjælpe køber i en almindelig hushandel
- Det bliver lagt forskellige tillæg oveni dit bud. Disse bør du på forhånd være bekendt med, så du ikke bliver overrasket over totalprisen på boligen
- Til auktionen i fogedretten er processen kort og præcis. Du vil sjældent have lang betænkningstid
- Der er ingen fortrydelsesfrist. Hvis du undlader at betale, bliver der afholdt en misligholdelsesauktion, hvor du skal afholde alle omkostninger samt betale forskellen mellem dit eget bud og et nyt bud
- Du kan ikke tegne en ejerskifteforsikring på en bolig, der er købt på tvangsauktion, og du har heller ikke nogen reklamationsret
- Såfremt ejer bor i ejendommen ved overtagelsen, er du selv ansvarlig for at få vedkommende til at fraflytte, hvilket i sidste ende kan være med fogedens hjælp, med de omkostninger der er forbundet hermed
Overvejer du at købe bolig på tvangsauktion?
Hvis du overvejer at købe bolig på tvangsauktion, er du velkommen til at kontakte en af vores advokater, og få et uforpligtende svar på, hvordan vi kan hjælpe dig.