I Vejle Kommune går bølgerne højt for tiden i byens mange kolonihaveområder. Kommunen har nemlig vedtaget 10 nye lokalplaner, der skal sætte rammerne for fremtidigt byggeri i kolonihaverne – ikke mindst for at sikre, at der ikke bygges store huse. Det har vakt debat om, hvad man gør ved de huse, der allerede er bygget, og som er alt for store også i forhold til tidligere regler. Kan kommunen kræve dem revet ned eller gjort mindre – dvs. fysisk lovliggjort? Eller er det gået så lang tid, hvor kommunen ikke har reageret, at kommunen har forpasset muligheden for at kræve ændringer? Spørgsmålet er med andre ord, om kommunen har udvist passivitet.
Passivitet fra myndighedernes side kan betyde, at man ikke længere kan håndhæve reglerne. Det kaldes også retsfortabende passivitet. Det kan også udtrykkes sådan, at den berørte virksomhed eller person siges at have indrettet sig i tillid til, at forholdet var accepteret, og derfor har en berettiget forventning om, at der ikke sker yderligere. Dermed kan den ejer eller bruger, der – måske bevidst – har bygget eller på anden måde disponeret over en ejendom i strid med for eksempel bestemmelser i en lokalplan, ikke længere mødes med sanktioner og krav om lovliggørelse. Forholdet er herefter så at sige lovligt. Derfor kan muligheden for at påberåbe sig synspunkter om passivitet være gode at kende for den, der mødes med et krav om lovliggørelse. Omvendt er det for kommunerne selvsagt vigtigt, at man reagerer rettidigt, så man kan sikre sig, at reglerne kan håndhæves.
Hvornår indtræder passivitet?
Om der er indtrådt passivitet er – med en formulering, som jurister irriterende nok altid bruger – en konkret vurdering. Men der kan ud fra retspraksis opstilles nogle generelle retningslinjer. Der kræves for det første, at kommunen som tilsynsmyndighed har været eller burde have været bekendt med det muligt ulovlige forhold. Man skal altså ikke regne med at blive benådet for en ulovlig handling, der har været holdt skjult. For det andet skal det være gået en rum tid, uden at kommunen har reageret efter at være gjort bekendt med forholdet – i hvert fald nogle år. Og for det tredje ses der på, om ejeren eller brugeren har haft grund til at tro, at kommunens tavshed er udtryk for en form for accept af det ulovlige forhold, og om det er kommunens ansvar eller risiko, at kravet om lovliggørelse ikke er rejst tidligere.
En sag fra Planklagenævnet fra i år kan illustrere problemstillingen. På en erhvervsejendom var der i februar 2016 opsat en LED-skærm, uden at den fornødne tilladelse efter lokalplanen var indhentet fra kommunen. Kommunen meddelte i december 2017, at skiltningen var i strid med lokalplanen og krævede lovliggørelse. Brugeren af ejendommen svarede i januar 2018, at han ikke mente, at der krævedes en tilladelse, og samme måned oplyste kommunen, at man ville vende tilbage, hvis der manglede oplysninger. I maj 2018 oplyste kommunen, at man var ved at revidere retningslinjerne for skiltning. I december 2021 skrev kommunen igen til brugeren, at forholdet skulle lovliggøres. Det gentog man i februar 2022, og i februar 2023 meddelte man så afslag på lovliggørelse af skærmen, som herefter skulle fjernes. Planklagenævnet fandt, at der i løbet af de 4 år, der forløb fra kontakten mellem parterne i januar 2018 til den nye henvendelse om lovliggørelse i februar 2022, var indtrådt passivitet, og at brugeren af ejendommen havde ”(…) haft grund til at tro, at kommunens tavshed var udtryk for, at den ikke ville kræve fysisk lovliggørelse af LED-skærmen.” Skærmen skulle derfor ikke tages ned.
Har du spørgsmål?
Tag endelig fat i advokat Mikael Marstal eller advokat Henrik Norup, hvis du ønsker at vide mere om emnet eller har behov for assistance i en konkret sag.
