Kommunerne har pligt til at udarbejde en lokalplan for anvendelsen af ejendommene i et givent område, hvis der skal gennemføres større udstykninger eller bygge- og anlægsarbejder, som væsentligt ændrer det bestående miljø. I praksis er der rigtig mange lokalplaner, som indenfor et relativt lille geografisk område fastsætter bestemmelser om områdets anvendelse (boliger, institutioner, idrætsformål, erhverv osv.), hvor stor bebyggelsen må være og hvordan den skal se ud, størrelsen på friarealer og bestemmelser om parkeringsforhold, udstykninger osv. Lokalplaner kan være meget detaljerede.
Kommunerne kan dispensere fra bestemmelserne i en lokalplan, hvis det ikke strider mod planens principper (primært planens formål og anvendelsesbestemmelser). En sådan dispensation skal ske efter en nærmere fastlagt procedure med bl.a. orientering af naboer.
For nogle år siden blev der indført en ny mulighed for dispensation, nemlig en såkaldt midlertidig dispensation. Bestemmelsen giver mulighed for at dispensere fra en lokalplan i op til 3 år – også selv om dispensationen er i strid med planens principper.
Som eksempler på anlæg og aktiviteter m.v., der kan meddeles en 3-årig midlertidig dispensation til, nævner lovforarbejderne øvelokaler, kunstudstillinger, parkering på terræn, musikarrangementer, teater, sportsaktiviteter, midlertidige lokaler til virksomheder, f.eks. iværksættervirksomheder. Fælles for dem er, at det er anlæg og aktiviteter, der ikke er dyre at etablere, og som derfor let kan fjernes igen. Anlæg, der ikke kan fjernes eller på anden måde medfører en permanent ændring, eller som er omkostningstunge, kan der ikke dispenseres til.
Mulighederne er mange – men man skal tænke sig om
Adgangen til en midlertidig dispensation rummer mange muligheder for en hurtig og hensigtsmæssig udnyttelse af ledige lokaler og arealer, uden at der skal igangsættes en dyr og tidkrævende proces med at ændre en lokalplan. Men det er vigtigt, at man er meget opmærksom på begrænsningerne. I en nylig sag, som blev afgjort forligsmæssigt, havde en kommune givet en midlertidig dispensation til etablering af et sportsanlæg.
Anlægget krævede investeringer fra et privat selskab på over en million kroner, og der var fra kommunens side givet tilsagn om, at der ville blive vedtaget en lokalplan, der permanent lovliggjorde aktiviteten. Det viste sig dog hurtigt, at sportsaktiviteterne støjede så meget, at der måtte meddeles påbud om at nedbringe støjen. Det var ikke økonomisk muligt for selskabet bag at betale udgifterne hertil, og man måtte derfor lukke for aktiviteterne.
Det stod klart, at kommunen var gået for vidt i sin dispensation, da der var tale om (for) høje anlægsudgifter, hvorfor der ikke burde være meddelt dispensation, og da man ikke lovligt havde kunnet stille selskabet i udsigt, at der ville blive vedtaget en lokalplan, der permanent lovliggjorde anlægget. Kommunen kom derfor til at betale en erstatning til selskabet på knap en million kroner med udgangspunkt i etableringsudgifterne.
Det er derfor vigtigt, at man fra både fra ansøgernes og kommunernes side nøje vurderer økonomien og ikke mindst udgifterne til retablering i et givent projekt.
Har du spørgsmål?
Tag endelig fat i advokat Mikael Marstal eller advokat Henrik Norup, hvis du ønsker at vide mere om emnet eller har behov for assistance i en konkret sag.
