Tanken om at kunne sætte sit eget præg på plantegning og materialevalg gør nybyg til en stor drøm for mange, men der er flere faldgruber, man skal være bevidst om, inden man sætter sin underskrift på en entreprisekontrakt.
Hvis du går med tanken om at bygge nyt, vil du vide, at der er rigtig mange aktører på bygemarkedet. Som kommende nybygger kan det være svært at vide, hvilket byggefirma du skal vælge og endnu sværere at gennemskue forskellen på de forskellige tilbud, du eventuelt vælger at indhente.
Sørg for at gennemgå betingelserne grundigt
Når banken har givet sit OK til byggeprojektet og grunden er fundet, er de fleste ivrige efter at få sat gang i processen. Vi råder midlertidig til, at du tager dig god tid til at gennemgå og sammenligne byggefirmaernes betingelser grundigt, inden du vælger byggefirma og går i gang med at få tegnet dit drømmehus.
Mange byggefirmaer skriver, at de bygger efter AB-Forbruger, men med visse undtagelser og det er her, du som nybygger især skal være opmærksom. Nybyggerne ender ofte med at være ringere stillet med disse undtagelser, fordi balancen mellem byggefirma og nybygger rykkes til byggefirmaets fordel.
Er du sikret, hvis der er mangler?
En del byggefirmaer slår på, at man først skal betale ved indflytning, og det kan give anledning til en falsk tryghed for nogen nybyggere.
I praksis skal entreprisesummen ofte betales forud for afleveringsforretningen, så hvis der her konstateres mangler, har nybyggeren således ikke mulighed for at tilbageholde en del af beløbet, til manglerne er udbedret, hvilket ville stille nybyggeren bedre.
Dette er imidlertid blot ét ud af flere punkter, du som nybygger skal være opmærksom på, inden du skriver under på entreprisekontrakten.
Betalingsplan for byggeprojektet
Mange byggefirmaer foreslår at dele betalingen for byggeriet op i en rateplan. Dette kan være et alternativ til betaling ved indflytning. Som bygherre er det vigtigt, at man ikke på noget tidspunkt kommer til at betale forud for byggeriet, hvis man indgår aftale om rateplan. Derudover er det væsentligt, at den sidste betaling i rateplanen ikke er for lille, da en eventuel tvist om udbedring af fejl og mangler ikke vil have økonomiske konsekvenser for byggefirmaet, ved at bygherre tilbageholder den sidste lille ratebetaling.
Har du spørgsmål til entreprisekontrakter?
Overvejer du at bygge nyt og har du spørgsmål eller brug for gennemgang af byggefirmaets betingelser, er du velkommen til at rette henvendelse til os og få et uforpligtende svar på, hvordan vi kan hjælpe jer med opgaven.