Med virkning fra 1. august 2025 indtræder advokat Birgit Østergaard Nielsen, der i 25 år har været medindehaver af Advokatfirmaet Vogel & Gammelby, som partner i et af Syddanmarks ældste og største advokatfirmaer, Penta Advokater. Hun tilslutter sig en eksisterende ejerkreds på 11 partnere i det sydjyske advokatfirma.
To markante aktører på advokatmarkedet i Sydvestjylland har valgt at slå pjalterne sammen. Det betyder, at Penta Advokater fremover vil have kontor i seks sydjyske byer, når Varde føjes til de eksisterende kontorer i Esbjerg, Ribe, Grindsted, Kolding og Vejen. Penta Advokater overtager lejemålet på Kræmmergade 7 i Varde centrum, hvor Birgit Østergaard Nielsen frem til udgangen af juli er medindehaver af kontorfællesskabet Vogel & Gammelby.
Fra den 1. august nedlægges kontorfællesskabet Vogel & Gammelby, idet de to indehavere, Birgit Østergaard Nielsen og Søren Dueholm, har valgt at opløse kontorfælleskabet.
Styrkede juridiske kompetencer til Varde og omegn
Med fusionen tilføres både borgere og erhvervsliv i Varde Kommune endnu stærkere juridisk rådgivning inden for kommunegrænsen. Penta Advokater kommer til kommunen med en juridisk stab på mere end 50 fagspecialister, en blanding af advokater og sagsbehandlere, som vil løfte det faglige niveau på tværs af juridiske specialer.
Hos Penta Advokater arbejder medarbejderne specialiseret, hvilket betyder, at de er eksperter inden for ét eller få fagområder. Det giver både private og virksomheder i Varde adgang til kompetent og erfaren juridisk rådgivning på højt fagligt niveau, uden at man behøver søge uden for kommunegrænsen.
Advokat Birgit Østergaard Nielsen ser frem til at blive en del af Penta Advokater, hvor hun sammen med advokat Thomas Harder og fem advokatsekretærer indtræder i et større advokatfirma pr. 1. august:
“Som lokalt forankret advokat er jeg glad for, at jeg med indtrædelsen i Penta Advokater har sikret en endnu stærkere og mere kvalificeret juridisk tilstedeværelse i Varde Kommune. Jeg er stolt over, at både eksisterende og nye klienter i Varde og omegn nu får adgang til et endnu bredere hold af juridiske fagspecialister, uden at gå på kompromis med den personlige og lokale betjening fra kontoret i Kræmmergade. Med indtrædelsen i Penta Advokater vil jeg sikre, at vi også i fremtiden har et stort og kompetent advokatfirma i kommunen – til gavn for den lokale udvikling. Kombinationen af mine mere end 25 års arbejde som advokat i byen og Penta Advokaters størrelse og specialer giver et unikt afsæt for at støtte endnu bedre op om både erhvervsliv og borgere i Varde,” udtaler Birgit Østergaard Nielsen, kommende partner og advokat i Penta Advokater.
Varde-egnen har længe stået på ønskelisten
For bestyrelsesformand og partner i Penta Advokater, Chresten Haugaard, er sammenlægningen med Birgit Østergaard Nielsen en naturlig udvikling i udvidelsen af advokatfirmaet:
“Penta Advokater har i forvejen et stærkt fodfæste i Esbjerg Retskreds, men Varde-egnen har længe stået på ønskelisten. Da muligheden bød sig for at indgå en dialog med Birgit om en fælles fremtid, viste det sig hurtigt, at begge parter har et fælles fundament og værdisæt at bygge videre på. Vi deler samme filosofi for, hvordan vi i dagligdagen arbejder med juraen, bidrager til lokalsamfundet og møder klienter og samarbejdspartnere med respekt og faglighed. En sammenlægning med Birgit Østergaard Nielsen lå lige til højrebenet, da vi allerede har et indgående kendskab til hende som en anerkendt advokat, respekteret bobestyrer og beneficeret forsvarsadvokat. Vi er vant til at samarbejde, og nu glæder vi os til at få hende og seks dygtige medarbejdere med ombord i Penta Advokater pr. 1. august”, siger Chresten Haugaard.
Yderligere oplysninger:
Chresten Haugaard, partner og bestyrelsesformand, Penta Advokater – tlf. 21 44 74 66 / cha@penta.dk
Birgit Østergaard Nielsen, kommende partner og advokat, Penta Advokater – tlf. 75 22 00 11 / boe@advovest.dk
Fakta: Birgit Østergaard Nielsen
Uddannelse og virke
1995: Cand.jur., Aarhus Universitet
1995: Ansat i Advokatfirmaet Vogel & Gammelby I/S
1998: Advokatbeskikkelse
1999: Møderet for Landsret
2000: Partner i Advokatfirmaet Vogel & Gammelby I/S
2001: Antaget som beneficeret forsvarer
2006: Møderet for Højesteret
2020: Autoriseret bobestyrer ved Retten i Esbjerg
2024: Advokatfirmaet V & G I/S
Birgit Østergaard Nielsen har gennem sin mangeårige karriere beskæftiget sig med en bred vifte af juridiske områder – både inden for privat- og erhvervsret. Hun er autoriseret bobestyrer og beneficeret forsvarer ved Retten i Esbjerg.