At drive en virksomhed er ofte en livslang investering af tid, energi og penge, men hvad sker der, hvis ejeren pludselig ikke længere selv kan træffenødvendige beslutninger pga. alvorlig sygdom eller hvis ejeren går bort?
Hvis der ikke er taget de nødvendige forholdsregler, kan virksomhedens og de ansattes fremtid være usikker, og de efterladte kan stå over for store økonomiske og juridiske udfordringer. Derfor er det afgørende for enhver virksomhedsejer at forberede sig på det værst tænkelige scenarie, så virksomhedens drift og værdier kan sikres.
Der findes flere vigtige redskaber, der kan hjælpe med at beskytte virksomheden og dens værdier i tilfælde af at ejeren af den ene eller anden grund bliver ude af stand til at tage beslutninger selv, herunder fremtidsfuldmagt og virksomhedstestamente. Disse værktøjer er med til at sikre, at virksomhedens fremtidige ledelse og drift kan fortsætte med mindst mulige forstyrrelser.
Fremtidsfuldmagt
Med en fremtidsfuldmagt bestemmer du på forhånd, hvem der kan handle på dine vegne i tilfælde af, at du af den ene eller anden grund bliver ude af stand til at tage beslutninger selv. Fremtidsfuldmagten sikrer, at du har bestemt, hvem du mener er bedst egnet til at sikre, at dine ønsker og interesser fortsat bliver varetaget, selv når du ikke længere selv kan varetage dem.
En fremtidsfuldmagt bliver først sat i kraft af familieretshuset efter ansøgning, når du ikke længere selv kan varetage dine forhold, inden for de områder som fuldmagten dækker.
Hvorfor skal du som virksomhedsejer oprette en fremtidsfuldmagt?
- Beskyttelse af virksomheden: Fremtidsfuldmagter sikrer, at der altid er en eller flere, der kan træffe nødvendige beslutninger, hvis ejeren bliver ude af stand til det, for derved at begrænse driftsforstyrrelser, som kan skade omdømme, økonomi og den daglige drift.
- Opdeling af beslutningskompetence: Det er muligt at give forskellige personer beslutningskompetence om forskellige forhold, f.eks. om økonomi, personale, ledelse osv.
- Mulighed for retningslinjer for fremtidsfuldmagtshaveren: I en fremtidsfuldmagt kan du fastsætte specifikke retningslinjer, som fremtidsfuldmagtshaveren skal følge. Samtidig har du mulighed for at bestemme, om en eller flere personer skal holde øje med, at fuldmægtigen handler i overensstemmelse med de instruktioner, du har angivet. Dette sikrer, at dine ønsker bliver respekteret og ført ud i livet præcis som tiltænkt.
- Forebyggelse af konflikter: En fremtidsfuldmagt kan hjælpe med at forebygge potentielle konflikter mellem samarbejdspartnere, familie eller arvinger ved klart at definere, hvem der har autoriteten til at træffe beslutninger.
Er fremtidsfuldmagten kun for virksomhedsejere?
En fremtidsfuldmagt er en god ide for alle, som gerne vil have indflydelse på, hvem der kan træffe beslutningerne på ens vegne, når man ikke længere selv er i stand hertil.
Virksomhedstestamente
Et virksomhedstestamente er et andet vigtigt dokument, hvor ejeren kan fastsætte sine ønsker for, hvordan virksomheden skal drives eller overdrages ved dødsfald. Dette kan omfatte hvem der skal overtage ledelsen, om virksomheden skal sælges, eller hvordan ejerandele skal fordeles mellem arvinger eller samarbejdspartnere.
Et virksomhedstestamente giver ejeren kontrol over, hvordan deres livsværk videreføres, og kan være med til at forhindre konflikter mellem de efterladte, samt sikre en tryghed for medarbejdere, investorer, banker, kunder og leverandører. Det giver også mulighed for at tage stilling til skattemæssige og juridiske aspekter, som kan påvirke virksomhedens økonomi og arvingernes interesser.
Modsat en fremtidsfuldmagt og et testamente er et Virksomhedstestamente ikke juridisk bindende og bør derfor suppleres af en fremtidsfuldmagt og testamente, som er juridisk bindende.
Andre forberedelser
Udover fremtidsfuldmagt og virksomhedstestamente er der andre forberedelser, som virksomhedsejere bør overveje for at sikre virksomhedens fremtid i tilfælde af dødsfald:
- Livsforsikring: En livsforsikring kan hjælpe med at sikre, at virksomheden har den nødvendige kapital til at dække udgifter og eventuelle arveafgifter, så virksomheden kan fortsætte driften uden økonomisk pres.
- Testamente: Et almindeligt testamente, der omhandler ejerens personlige formue og aktiver, bør være på plads for at sikre, at fordelingen sker i overensstemmelse med ejerens ønsker.
Har du spørgsmål til artiklen?
Hvis du har brug for hjælp til at sikre din virksomhed, er du altid velkommen til at kontakte os. Vores team af specialiserede advokater står klar til at rådgive dig og sikre, at din virksomhed er forberedt.