Folketinget har netop vedtaget lovforslag L71, der implementerer centrale initiativer fra Iværksætterpakken. Formålet er at styrke iværksætteri i Danmark ved at lette adgangen til kapital for små og mellemstore virksomheder. Med loven indføres to væsentlige ændringer: mulighed for equity crowdfunding for anpartsselskaber og en halvering af minimumskravet til selskabskapital.
Equity Crowdfunding: En ny finansieringsmulighed
Indtil nu har anpartsselskaber ikke haft mulighed for at udbyde deres kapitalandele til offentligheden. Dette har været forbeholdt aktieselskaber. Med de nye regler åbnes der for, at anpartsselskaber kan rejse kapital fra en bredere gruppe investorer.
Hvordan fungerer det?
- Anpartsselskaber kan udbyde deres kapitalandele til offentligheden via godkendte crowdfundingplatforme.
- Alternativt kan selskaberne selv håndtere udbuddene, for eksempel gennem deres egne hjemmesider, under forudsætning af at reglerne for markedsføring og investorbeskyttelse overholdes.
Væsentlige begrænsninger
Det er fortsat ikke tilladt at lade anparter fra anpartsselskaber blive handlet på regulerede markeder eller multilaterale handelsfaciliteter. Investeringer sker derfor i unoterede kapitalandele, hvilket kan indebære større risici for investorerne.
Halvering af minimumskravet til selskabskapital
Et af de andre centrale elementer i lovforslaget er halveringen af minimumskravet til selskabskapital for anpartsselskaber fra DKK 40.000 til DKK 20.000. Denne ændring sigter mod at sænke adgangsbarriererne for iværksættere, der ønsker at starte virksomhed med begrænset hæftelse.
Baggrund
Siden iværksætterselskaberne blev afskaffet i april 2019, har Danmark haft et relativt højt kapitalkrav sammenlignet med andre EU-lande. Med denne ændring ønsker Folketinget at gøre Danmark mere konkurrencedygtigt og attraktivt for iværksættere.
Hvornår træder ændringen i kraft?
Den præcise ikrafttrædelsesdato afhænger af Erhvervsstyrelsens opdatering af it-systemerne, og denne forventes offentliggjort i løbet af 2025.
Vigtige overvejelser for virksomheder
Med de nye regler skal selskaber fortsat sikre et forsvarligt kapitalberedskab for at kunne opfylde deres løbende og fremtidige forpligtelser. Det betyder, at ledelsen har ansvaret for at overvåge og vurdere selskabets økonomiske situation, herunder om kapitalgrundlaget er tilstrækkeligt til at modstå økonomiske risici.
Delvis indbetaling fortsat muligt
Reglerne for delvis indbetaling af anpartskapitalen ændres ikke. Det betyder, at der fortsat kun kræves en indbetaling på 25 % af anpartskapitalen ved stiftelsen. Dog skal minimumsindbetalingen være mindst DKK 20.000.
Vil du vide mere?
Tag kontakt til vores advokater Casper Mogensen, Humle Pugh eller Michael Duelund, hvis du ønsker at vide mere om emnet eller har behov for assistance i en konkret sag eller vurdering.