Entreprenørens ansvar for materialevalg

Ny praksis vedrørende entreprenørens ansvar for materialevalg

Inden for byggebranchen opstår der ofte tvist i forbindelse med spørgsmålet om, hvem der skal bære ansvaret for mangler ved byggeriet. Nu giver en nyligt afsagt kendelse udtryk for en ændret praksis på området.

Indtil for nylig har der været en fast praksis i forhold til entreprenørens ansvar ved materialevalg, men den 14. september 2018 afsagde Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg en kendelse, der umiddelbart giver udtryk for en ændret praksis på området.

Tidligere retspraksis vedrørende entreprenørens ansvar for materialevalg

Når der ikke er foretaget et specifik materialevalg i entreprisekontrakten, er dette som udgangspunkt overladt til entreprenøren. Entreprenørens frie valg med hensyn til materialer medfører imidlertid, at såfremt materialerne viser sig at være uegnede, er det også entreprenøren, der må bære ansvaret herfor.

I det tilfælde hvor entreprenørens valg er baseret på ”byggetidens viden” – det vil sige, hvad der er almindeligt anerkendt og accepteret i faglige kredse – vil entreprenøren dog gå fri for ansvar, og i stedet pålægges bygherren et objektivt ansvar for manglen (ved materialet).

Ændringer i retspraksis vedrørende entreprenørens ansvar for materialevalg

Med den nyligt afsagte kendelse fra Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg, er det ikke længere tilstrækkeligt, at entreprenørens materialevalg er baseret på ”byggetidens viden”, såfremt entreprenøren skal være ansvarsfri.

I den konkrete sag, der omhandlede MgO-plader, var produktet blevet introduceret på det danske marked i 2010. Entreprenøren foretog materialevalget i foråret 2013. På baggrund af skønsmændenes udtalelser, er der ingen tvivl om, at entreprenøren baserede sit materialevalg på byggetidens viden.

Voldgiftsretten mente dog ikke, at produktet, blot 3 år efter introduktionen på det danske marked, var tilstrækkeligt gennemprøvet og ej heller at der var indhentet tilstrækkelig erfaring om produktets egenskaber og egnethed, således at produktet kunne anses for forsvarligt og fornuftigt til formålet.

Voldgiftsretten stiller med den afsagte kendelse således tillige krav om:

  1. At der efter anvendelsen af det pågældende materiale er indsamlet tilstrækkelig erfaring med materialets egenskaber og egnethed, og
  2. At materialet er tilstrækkeligt gennemprøvet, således at materialet kan anses for forsvarligt og fornuftigt til formålet.

Voldgiftsretten har ikke udtalt, hvornår (tidsmæssigt) produktet kan anses for at være tilstrækkeligt gennemprøvet, og hvornår der er indhentet tilstrækkelig erfaring med produktet. Det må derfor være en konkret vurdering i relation til hvert materiale/produkt.

Særligt i forhold til MgO-pladen er det derfor stadig usikkert, hvor det tidsmæssige skæringspunkt ligger.

Det er i øvrigt vigtigt at have in mente, at andre afgørelser fra enten Voldgiftsnævnet eller domstolene kan ændre praksis igen. Én afgørelse er ikke nok til at statuere, at praksis er endegyldigt ændret. Dog er det første skridt taget.

Entreprenører bør derfor i større grad end tidligere være varsomme med (forholdsvis) nye materialer på det danske marked.

Har du spørgsmål til entreprenørens ansvar for materialevalg?

Hvis du har spørgsmål til artiklen eller MgO-sagerne, er du velkommen til at kontakte advokat Christian Schlüter for mere information

Vil du vide mere?