I mange år har der i Danmark været regler, der giver gravide og barslende en meget stærk beskyttelse mod opsigelse af deres ansættelsesforhold. Det skyldes ikke mindst to forhold: de særlige bevisbyrderegler i ligebehandlingsloven og det faktum, at overtrædelser af loven sanktioneres med – efter danske forhold – store godtgørelser.
Bevisbyrde og godtgørelse
Hvis en opsigelse af en medarbejder sker, men medarbejderen er gravid eller på barselsorlov, eller har medarbejderen varslet barselsorlov, skal arbejdsgiveren bevise, at opsigelsen intet har med graviditeten at gøre. Det er en vanskelig bevisbyrde (omvendt bevisbyrde), der kræver meget solid dokumentation for, at der er saglige grunde bag opsigelsen. Beskyttelsen i forhold til varsling og afholdelse af orlov gælder både mænd og kvinder og i øvrigt forældre af samme køn.
I andre situationer, hvor graviditet kan antages at have spillet en rolle i forbindelse med en opsigelse (f.eks. ved opsigelse i tilknytning til en abort eller i forbindelse med fertilitetsbehandling), kan der også være en skærpet bevisbyrde, hvis medarbejderen kan påvise faktiske omstændigheder, der sandsynliggør, at graviditet eller barsel på en eller anden måde har spillet en rolle ved opsigelsen.
Niveauet for godtgørelser, hvis en opsigelse er sket i strid med ligebehandlingsloven, er efter helt fast retspraksis enten 6, 9 eller 12 måneders løn afhængig af medarbejderens anciennitet.
Opsigelse kostede en lille million
I en ny dom fra Østre Landsret var omdrejningspunktet, at et selskab havde opsagt en kvindelig medarbejder, som havde været ansat i ca. 15 år, under afholdelse af barselsorlov. Der var derfor omvendt bevisbyrde. Opsigelsen var begrundet med, at kvindens stilling blev nedlagt i forbindelse med omstruktureringer og besparelser. Retten fandt det dokumenteret, at behovet for at gennemføre besparelser gennem reduktion i medarbejderstaben var velbegrundet. Det var i opsigelsen oplyst, at medarbejderens opgaver ville blive overtaget af den administrerende direktør, der også var medindehaver. Men retten mente, at det i realiteten var en anden medarbejder med kortere erfaring og smallere kompetencer, der overtog hovedparten af arbejdsopgaverne. Da begrundelsen i opsigelsen derfor ikke fremstod ”retvisende”, fandt man ikke, at virksomheden havde løftet bevisbyrden for, at opsigelsen ikke helt eller delvist var begrundet i afholdelsen af barselsorlov. Medarbejderen blev derfor tilkendt en godtgørelse på 936.000 kr. (+ renter) svarende til 12 måneders løn.
Hvad viser dommen?
Dommen viser, hvor svær bevisbyrden for virksomheden egentlig er. Behovet for opsigelser var dokumenteret, men alligevel falder hammeren, fordi der ikke fuldt ud var overensstemmelse mellem det man siger og det, man rent faktisk gør. Man skal virkelig skal holde tungen lige i munden! Dommen er dermed endnu et eksempel på den stærke beskyttelse, som lønmodtagere har ved graviditet og barsel.
Tag kontakt til vores advokater Mikael Marstal og Casper Mogensen, hvis du ønsker at vide mere eller har behov for assistance i en konkret sag eller vurdering.